Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner, højtider og fester

 

I Børnehuset Legegod benytter vi os ikke så meget af ordet "plejer" - men der er dog nogle traditioner, som vi nyder at holde i hævd.

Fastelavn: Cowboy, Spiderman, mariehøne eller kat? Det kan være svært at vælge udklædning, og nogen skifter mening i sidste øjeblik. Det kan jo også være hyggeligt at være klædt ud som sig selv. Fastelave er en fest, som børn hurtigt får kendskab til, for her kan alle være med fra de helt små et årige i tigerdragt til den voksne med alfevinger og guldparyk. Vi pynter tønder i både vuggestue og børnehave, og alle får lov at give den én på sinkadusen med battet! Der krones kattekonger og alle børn får en bid af tøndens indhold.

Påske: I påskedagene laver vi forskellige klipperier, vi dyrker krydderiklassikeren karse og vi synger sange om påske og forår. I både vuggestue og børnehave holder vi påskefrokost hvor vi byder det grønne og spirende forår velkommen.

Bondegårdstur: De sidste par år har vi besøgt bondegården Solhøjgård, hvor der er indhegnet legeplads, en gammel traktor og kælegrise. De ivrige geder som vi fodrer med pastaskruer, hønsene som vi henter æg hos, og hestene som vi kan være heldige at få en lille ridetur på. Besøget på bondegården er et virkelig langvarigt og lærerigt samtaleemne hos alle vores bybørn, og også meget relevant når vi til frokost taler om, hvor maden kommer fra.

Sommerfest: Vi krydser alle vores fingre for, at vejret holder, når der står Sommerfest i kalenderen. Forældre og søskende kommer og hygger med os på vores legeplads i gården, og alle tager en ret med til vores store buffet. Det er en dejlig eftermiddag hvor vi kommer hinanden godt ved.

Jul: JULEMAND! JULEMAND! råber alle børnehavebørnene, og de største af vuggestuebørnene, i kor, mens de står klar ved det store juletræ, som de selv har pyntet. Og pludselig åbner døren sig og selveste julemanden træder ind! Sammen med ham danser og synger vi alle rundt om træet, og til sidst åbner julemanden sin store sæk og deler en lille godtepose ud til hvert barn. Det kilder altid lidt i maven, når man skal sige hej til ham. Julen er vel nok Danmarks største, ældste og vigtigste højtid. Vi dyrker den også godt her i Legegod, med julekalender, kravlenisser, lyskæder, hjertefletning, julesane og alt det andet derimellem.

Luciaoptoget og juletræsfest: Hele institutionen holder juletræsfest på stuerne med æbleskiver og julehygge, vi slutter af med at der bliver fremført Lucia på fornem vis af de kommende skolebørn, som går en tur rundt på legepladsen i mørke med lyskæder og viser sine smukke sangstemmer frem for børn og forældre.

Hjemmefødselsdage: Nogle vælger at invitere hjem til fødselsdag i hjemmet, når barnet fylder 5 år. Det er ikke en pligt, men mange synes det er en hyggelig måde at afholde fødselsdag på. 

Familie/vennedag:  Stuerne inviterer ind til at barnets kan have to familierelationer til eftermiddagshygge. Her viser og fortæller barnet hvordan det er at gå i vuggestue eller børnehave. Man får et lille indblik i barnets hverdag og kan få en sludder med de andre børn og deres relationer, samt de voksne på stuen. 

Høstfest:  Høstfest afholdes i September måned med henblik på at byde efteråret velkommen og her inviteres barnets forældre ind til en fernisering af ugens aktiviteter og dette sluttes af med fælles eftermiddag med fokus på efterårets madvarer. 

Disko-dasko-fest: Skolebørnene holder en farvelfest som kaldes "disko-dasko-fest" - her bliver der danset, spist pizza, brugt deres hjemmelavet billetpenge til boderne, hvor man kan få "drinks", is og popcorn. En skøn aften og måde at sige farvel til hinanden på inden skolen kalder.