Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Værdigrundlag

Læringssyn

I Børnehuset Legegod tager vi udgangspunkt i, at barnet lærer gennem sansning, følelser, aktiv handlen og iagttagelse af andre børn og voksne. Relationen mellem barn og voksen er afgørende for barnets muligheder for læring, fordi det er den voksne, der tilrettelægger dagligdagen, rutinerne, læringsrummene og hvordan barnet støttes i sin læring. Vi anerkender, at legen er fundamental for barnets udvikling. Igennem legen gør barnet sig vigtige erfaringer med omverdenen og sin egen rolle i forhold til andre. Legen er central i barnets læring og udvikling.

Sprog og sprogindsatsen er integreret i den måde, vi arbejder med børnene fra de starter i vuggestue, og til de slutter i Raketgruppen. Vi arbejder med fastsatte målord og begreber, som børnene præsenteres for og gives mulighed for at gøre sig mangeartede erfaringer med.

Udvikling af barnets sociale kompetencer har vi fokus på gennem alle aktiviteter hen over dagen, og vi er opmærksomme på vores definitionsmagt som voksne. Vi reflekterer over dette perspektiv, når vi oplever børn, der er udfordret/udsatte. 

I forhold til børn i udsatte positioner, så tilrettelægger vi dagen, så alle børn er i forskellige sociale arenaer i løbet af dagen og derved får mulighed for at få oplevelsen af og erfaring med at være en del af et fællesskab - stort eller småt. Vi anerkender barnets perspektiv og møder børnene der hvor de er i deres udvikling og tilpasser vores krav og forventninger.

Forældrene er altid inddraget i vores perspektiver på barnet og en del af de handleplaner, vi iværksætter, for at støtte barnet udvikling bedst muligt.